Lars, Sofie og Maja gik ned ad gaderne i København. Solen skinnede ned på brostensvejene, mens duerne fløj rundt i luften. De havde brugt dagen på at udforske byen og var nu på vej hjem.

Lars, Sofie, and Maja strolled down the streets of Copenhagen. The sun was shining down on the cobblestone roads, while pigeons flew around in the air. They had spent the day exploring the city and were now on their way home.

"Jeg henter min cykel!" udbrød Maja, da de nærmede sig en cykelparkering. Hun gik ind, men bemærkede straks noget mærkeligt. Hvor var alle de farverige cykler henne? Der var kun hvide cykler.

"I'm going to get my bike!" exclaimed Maja as they approached a bike parking area. She went in but immediately noticed something strange. Where were all the colorful bikes? There were only white bikes.

Maja kiggede forvirret rundt. Alle cyklerne var hvide. Og de så alle ud til at være præcis som hendes egen. "Hvordan skal jeg nogensinde finde min cykel?" tænkte hun og kiggede rundt, stadig forvirret.

Maja looked around, confused. All the bikes were white. And they all looked exactly like hers. ""How will I ever find my bike?" she thought, looking around still confused.

Samtidig indså Lars og Sofie, at Maja ikke længere var ved deres side. De kiggede tilbage og så hende i cykelparkeringen, stirrende på de hvide cykler.

At the same time, Lars and Sofie realized that Maja was no longer by their side. They looked back and saw her in the bike parking area, staring at the white bikes.

Lars og Sofie skyndte sig til cykelparkeringen. "Maja, er alt okay?" spurgte Sofie, da hun så Maja. Maja forklarede dem situationen.

Lars and Sofie hurried over to the bike parking area. ""Maja, are you okay?" Sofie asked when she saw Maja. Maja explained the situation to them.

Lars grinede først, men da han så Majas bekymrede øjne, blev han mere alvorlig. "Hvordan kan vi sætte en ørefigur på din cykel?" foreslog han. "Vi vil alle se efter den ørefigur."

Lars laughed at first, but when he saw Maja's worried eyes, he became more serious. ""How about we put an ear figure on your bike?" he suggested. ""We'll all look for that ear figure."

Sofie nikkede. Hun gik hen mod en butik og købte en lille lilla ørefigur. De alle tre kiggede på hver eneste cykel. Alle cykler så ens ud. De begyndte at miste håbet.

Sofie nodded. She went to a shop and bought a small purple ear figure. The three of them looked at every bike. All the bikes looked the same. They started to lose hope.

Men så... Maja fik øje på noget. En af cyklerne havde en lille ridse på styreret. "Det er min cykel!" råbte hun. De kiggede på hende, og så så de også ridset.

But then... Maja spotted something. One of the bikes had a small scratch on the handlebar. ""That's my bike!" she shouted. They looked at her and saw the scratch too.

De blev alle glade, og Maja satte ørefiguren på styret. "Nu vil jeg aldrig fejle igen!" sagde hun. Alle tre grinte og gik videre.

They all became happy, and Maja put the ear figure on the handlebar. ""Now, I will never fail again!" she said. All three of them laughed and continued on.

Fra den dag, forlod Maja aldrig sin cykel uden ørefiguren. Og hver gang hun så på den ørefigur, huskede hun det sjove eventyr og grinede. Og så fortsatte de deres eventyr i København, med denne søde lille lektion i deres hjerter.

From that day on, Maja never left her bike without the ear figure. And every time she looked at that ear figure, she remembered the fun adventure and laughed. And so, they continued their adventure in Copenhagen, with this sweet little lesson in their hearts.